En mandag aften skulle jeg til møde i skøjteklubben. Da jeg kørte igennem helleanlægget ved Tjørring, så jeg en lille killing ligge på vejen. Jeg kørte ind til siden og gik hen og samlede den op.
Den var varm og blød, men var død.
Én eller anden havde meget kort forinden kørt på den og var så bare kørt videre!
Jeg lagde den i et tæppe i bilen og da jeg kom hjem kl. 23, hjalp Torben mig med at begrave den
ovre ved pensionen. Den har vel været 8-10 uger gammel. En tydelig vildkattekilling, lidt utrivelig og beskidt, men en køn, køn killing. Den var overhovedet ikke skadet, så bare ud som om den sov.
Den blev begravet i et håndklæde, i en skoæske og med en lille bamse og et hjerte (som Camilla insisterede på, den skulle have med).
Jeg ved ikke, hvorfor jeg stoppede, men jeg kunne under ingen omstændigheder lade den ligge og kunne heller ikke bare smide den i grøften. Da jeg kørte hjem derindefra, spillede de i radioen ”no tears in heaven” med Eric Clapton, det var helt symbolsk.
Normalt ville jeg aldrig samle et påkørt dyr op, fordi jeg tilfældigvis kom forbi, men i det her tilfælde
kunne jeg ikke lade være. Underligt… Den ligger nu i haven og jeg vil plante et lille træ på graven som et symbol på alle de ukendte, uønskede og glemte katte, som ingen respekterer i live eller som døde og som ”bare er en kat”….