Catmilla
I 2004 blev drømmen om en kattepension endelig virkelighed.
Slut December 2004 slog vi dørene op, efter nogle måneders- for Torben især
- hårdt arbejde. Det tog meget længere tid, end vi havde forventet, der var faktisk
rigtig mange ting at tage højde for, således at det blev nøjagtigt, som vi
kræver det, hvis vore egne katte skal i pension.
En kattepension betyder arbejde 7 dage i ugen, ca. 350 dage årligt, men mødet
med mange skønne katte og dejlige mennesker gør det al arbejdet værd!
Navnet Catmilla er inspireret af vores datter, som hedder Camilla.
Boxene
Vi har 1 afdeling med 10 boxe på hver ca. 2,2 m2 - dog er én af boxene lidt større
og kan anvendes til 2 katte i længere tid. Vi har også mulighed for at lukke op imellem
2 af boxene, således at 3 katte kan gå sammen. Hvis kattene skal være hos os
i længere tid, er dette den optimale løsning. Fertile hankatte er velkomne hos
os.
I juni 2007 færdiggjorde vi en ny afdeling med 6 bokse. De er ca. 1,7 m2 med
tilsvarende udendørs løbegård, hvortil der er adgang via en kattelem. Også her
kan 2 af boksene slås sammen.
Efterspørgslen på god og kærlig pasning er steget meget og da Sunds Kattepension
pr. 1.1.2010 valgte at lukke, lovede vi at tage os godt af Maibritts kunder. Det
betyder, at vi i juli 2010 indvier vi 10 nye bokse, alle med kattelem til egen udendørs
løbegård. Boksene er ca. 2 m2 og her kan vi også slå 2 af boksene sammen, såfremt man
ønsker dobbeltboks eller hvis 3 katte skal bo der.
Vi har desuden nogle "transitbokse". Det er bokse på 1,6 m2 uden udendørs løbegård.
De bruges i højsæsonen, hvor en kat f.eks. kommer lørdag og den boks, den skal i, først
bliver ledig dage efter. Vi har jo ikke faste skiftedage, derfor er der store forskydninger
i højsæsonen på hvornår gæsterne kommer og rejser hjem igen. Hos os kan man booke
opholdets længde helt efter eget ønske.
Det er kun i sommer højsæsonen, at alle boksene er i brug. I den periode
er Camilla ansat i pensionen. Hun er "klapper" og supergod til at kramme og
klappe - og kattene elsker hende. Mor tager sig så af det grove og ikke så sjove:
rengøring og tømning af kattebakker :-)
Hver box har en kasse med seng og tæppe, gangstige, kradsebræt på væggen,
udkigshylde, mad- og vandskål og naturligvis egen grusbakke, grusskovl,
fejekost og fejebakke.
Vi har sat hygiejnen i højsædet og mener ikke, at man kan holde en box
rigtig ren, såfremt der er for meget fyld i boxen i form af gulvtæpper,
klatretræer med stof o.lign. Alt i boxen incl. vægge og loft damprenses
først og desinficeres derefter mellem hvert besøg og alle tæpper og sovepuder
vaskes ved 90 gr.C i maskine. Vi anvender VirkonS til desinficering.
Udendørs løbegård
Fra de 10 bokse er der ved udgang gennem et rør, mulighed for at gå ud
i en udendørs, overdækket løbegård på ca. 1,8 m2. Fra de 6 bokse er
der udgang via en kattelem til en ca. 1,6m2 løbegård.
I løbegårdene er der en udsigtshylde og en træstamme at hvæsse klør på.
Der er dobbelt net mellem boxene samt plader, således at kattene ikke kan
komme i kontakt med naboen. Her bliver naturligvis også afvasket og desinficeret,
når en gæst tager hjem.
Vi har yderligere indhegnet alle udendørs løbegårde, således at en kat ikke kan
komme udenfor vores grund, skulle den ved et uheld komme ud af den udendørs
løbegård.
Rutiner
Kattene tilses 2-3 gange dagligt:
Morgen bliver kattene fodret, der skiftes vand og renses bakker og boxen
rengøres. Så er der tid til at snakke og kattene får en luftetur på gangen.
Når man skal tilbage i sit værelse, får man lidt tun... hvis man kan lide det :-)
Hver boxdør er afskærmet med en plexiglasplade i en højde, således at den
kat, som er på "gårdtur" ikke kan komme i fysisk kontakt med de andre katte.
Rummet luftes ud imens.
Midt på dagen tilses kattene.
Aften fodres de, der skiftes evt. vand, renses bakker og godnatsludres.
Med mindre andet er aftalt, får man tun, rejer eller kogt fisk til godnatmad.
Det tilstræbes at der er tid til den enkelte kat, det er især vigtigt ved gæster,
som skal være hos os i flere dage. En familiekat er vant til opmærksomhed og
den skal selvfølgelig også have sit sociale behov dækket, imens den er på ferie.
Det bliver aldrig som hjemme, men vi gør hvad vi kan, for at katten
kan føle sig godt tilpas under sit ophold hos os. Nogle katte har nemmere
ved at tilpasse sig opholdet end andre, men alle bliver sludret med og kælet
for, i den grad de selv ønsker det.
Diverse
Det er en god idé at medbringe kattens eget tæppe eller kurv samt noget
kendt og elsket legetøj. Det lugter af "hjemme" og kan gøre katten mere tryg
i de uvante omgivelser. Der er ingen grænser for, hvad man må have med...
bortset fra hjørnesofaer!
Nytårsaften har kattene lys i opholdsrummet indtil ca. kl. 01.00, vi blænder
vinduerne af og der spilles musik i pensionen. Rummet virker lydisoleret, det
giver kattene ro og de oplever ikke lysglimt og fyrværkerilarm så over-
vældende, som det kan være tilfældet, hvis man bor midt i byen. Vi tilser
løbende kattene gennem hele aftenen.
Da vi jo selv har opdræt af Norske Skovkatte er det meget vigtigt for os
at holde pension og vore egne katte skarpt adskilt. Vi skifter tøj imellem
ophold i pensionen og privaten og vi er meget omhyggelige med hygi-
ejnen. Vores egne katte har ikke mulighed for at komme i kontakt med
de katte, vi har som gæster. Dette er både for vore gæsters og vore
egne kattes skyld.
HUSK
Vi kræver vaccinationsattest på ALLE katte og vaccinationen må højst
være 1 år gammel. Såfremt katten er blevet genvaccineret, SKAL dette
være gjort senest 2 uger før ankomsten til os.
Alle katte opholder sig for ejerens regning og risiko hos os og er dækket af ejerens
egen forsikring.
Vi modtager naturligvis ikke syge katte. Der foretages uanmeldt kontrolbesøg af autoriseret
dyrlæge og pensionen er naturligvis godkendt af såvel politi som veterinærmyndigheder.
Det er en god idé at give katten en forebyggende loppekur inden den kommer i pension.
Vi kan ikke give garanti imod lopper, men hvis katten er behandlet inden besøget, så får
den i alt fald ikke lopper med hjem.
Inkluderet i prisen er foder, men ønsker du selv at medbringe foder, er du velkommen til dette,
der er dog ikke reduktion i prisen for selv at medbringe foder.
Vi giver også p-piller og dyrlægeordineret medicin efter din anvisning. Vi kan tilbyde ekstra foder,
f.eks. kogt fisk, rejer og dåsemad imod merpris.
Hvis du ønsker at se pensionen, er du meget velkommen. Kontakt os på tel. 41193230 eller
pension@catmilla.dk, så kan vi aftale et tidspunkt for besøg.

Camilla og Felix en brun Orientaler og et meget charmerende bekendtskab!